Gæstebog

 

 

 

 

 

 

 

 

LP kursus med Åsa Eriksson

Skrevet af Helle Heidi Jensen

Den 12. marts gik turen til Herringløse og til LP2/LP3 kursus arrangeret af LAU. Vi havde lokket Åsa Eriksson hele vejen fra Fyn, for at komme og give os lidt ny inspiration.

Der var tilmeldt 8 collier, men der kom desværre et afbud fra en, så det blev til at der deltog 7 collier og en Sheltie. Derudover var også kommet et par stykker uden hund bare for at suge guldkorn til sig.

Vi havde en rigtig god og hyggelig dag og fik også en masse gode fif med hjem. Det lød til, at der var stor tilfredshed med kurset, og Åsa var god til at hjælpe på det niveau som hunden var på.

Vi startede dagen med en gang morgenmad og der fortalte Åse lidt om planen for dagens kursus!

Åse havde tidligere bedt os om at skrive et par ting som vi gerne ville arbejde med på dagen og ud fra det, havde hun lavet planen.

Fri ved fod og felt

Vi startede med fri ved fod, og vi gik selvfølgelig en af gangen, så Åsa kunne komme med gode råd og vejledning! Der kom mange gode guldkorn til de forskellige hundeførere. Så der var bestemt noget at arbejde videre på!

Så var det tid til feltet, og det blev taget på de forskellige niveauer som hundene var på!

Indkald

Næste moment var indkald og der blev lavet både klasse 2 og 3 indkald!

For at få fart i indkaldet foreslog Åsa at man kunne stå med spredte ben og svinge belønningen bag ryggen og mellem benene. Så skal hunden rende gennem benene for at få belønningen, og så var der fri leg! Ret sjovt, den må vi prøve.

Åsa viste også hvordan man kunne træne et godt stop med hundene ved hjælp af en musemåtte! Den blev placeret lige foran hundeføreren som hunden så løb mod og trådte på musemåtten. Derefter kastede man en godbid over hovedet på hunden, så den kom væk fra musemåtten igen, og når godbidden så var spist, så kom hunden igen mod en og trådte på musemåtten, hvorefter man igen kastede en godbid.

Fælles øvelser

Så blev det tid til lidt fælles øvelser, og vi stillede op i en cirkel og arbejdede med apporten. Derudover blev det også lige til en snak om, hvordan man undgår, at hundene laver træflis ud af apporterne og næseprøverne!

Vi trænede også lidt sit og dæk, hvor vi provokerede hundene lidt, og så skulle de selvfølgelig stadig blive siddende eller liggende!

Husk at tage små skridt i træningen var et af Åsas gode råd! Hvis I rykker jer f.eks. 10 cm. længere væk hver dag, så har I på en måned flyttet jer 3 meter væk og uden at hunden bliver usikker og laver øvelsen forkert! Så skynd jer langsomt!

Vi havde en rigtig god og lærerig dag, og fik en masse med hjem, som vi kan arbejde videre på!

 

  

Tilbage til forsiden